UCN HR søger en erfaren HR-konsulent

Vil du bidrage til en professionel HR-understøttelse i en ambitiøs organisation med mange fagligheder og samarbejdsflader? Kan du planlægge, lede og drifte opgaver og processer indenfor en bred opgaveportefølje i en professionel vidensinstitution med engagerede ledere, medarbejdere og kollegaer? Så er du måske vores nye HR-konsulent. 

I UCN HR er det vores kerneopgave proaktivt at understøtte UCN som en professionel arbejdsgiver. Vi er optaget af at bidrage til at skabe en attraktiv arbejdsplads til gavn for institutionen, ansatte og studerende. Vi har en høj faglig standard og arbejder løbende med at udvikle vores ydelser, processer og fælles praksis, samtidig med at vi løser daglige HR-opgaver i tæt samarbejde med de lokale ledelser. 

Du bliver som HR-konsulent en del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor HR-support, udviklingsopgaver og tæt samarbejde er en naturlig del af hverdagen – og hvor din indsats får betydning for, hvordan vi fortsat understøtter ledere og medarbejdere professionelt og rettidigt.


Om jobbet 

Som HR-konsulent i UCN vil du møde en stor mangfoldighed i dine arbejdsopgaver, og du skal derfor have interesse for det brede HR-felt og lyst til at arbejde tæt på den daglige praksis i organisationen. 

Din hovedopgave bliver at yde professionel sparring og rådgivning til UCN’s chefer og ledere om regler, processer og god praksis inden for blandt andet rekruttering, ansættelse, lønforhold, ferie, sygdom og øvrige personalemæssige forhold. Du skal kunne omsætte regler, retningslinjer og vejledninger til tydelige og brugbare løsninger, der kan anvendes i en lokal ledelsespraksis i vores mange områder og afdelinger. 

Du vil få en betydningsfuld rolle i den løbende HR-support. Hertil kommer andre HR-opgaver og udviklingsprojekter, som løbende bemandes på tværs af afdelingen. Du får derfor en stor berøringsflade både internt i HR og udadtil i organisationen. 

Du bliver en del af et team på i alt fire HR-konsulenter, som arbejder tæt sammen om den samme kerneopgave; at understøtte ledere og organisationen med professionel HR-rådgivning og smidige processer helt tæt på hverdagen. Hver enkelt HR-konsulent har ansvar for egne ledelsesområder i organisationen, hvilket gør det muligt at få et indgående kendskab til de ledere, medarbejdere, tillidsrepræsentanter, opgaver og behov, der findes i de områder/afdelinger/uddannelser, man understøtter. 

Spændvidden i opgaverne er stor og veksler mellem rådgivning, HR-support og bidrag til fælles udviklingsopgaver i afdelingen. Du får ansvar for opgaver og HR-processer fra start til slut og bliver samtidig en del af et team, hvor sparring, videndeling og fælles løsninger er en naturlig og afgørende del af hverdagen.


Om dig 

Du er udadvendt, relationsstærk og tillidsskabende som person og søger konstruktivt de gode løsninger gennem dialog med ledere, medarbejdere og kollegaer. Du er solidt funderet i din konsulentrolle og har erfaring med rådgivning af ledere, samtidig med at du kan bringe opgaverne helt i mål gennem en effektiv varetagelse af drifts- og supportopgaver. Du arbejder struktureret, tager ansvar for din opgavevaretagelse og trives med at skabe fremdrift i en hverdag, hvor opgaver og dagsordener kan være omskiftelige. Du kombinerer en selvstændig opgavevaretagelse med en naturlig orientering mod det samlede HR-team og bidrager positivt og aktivt til fælles løsninger, videndeling og faglig udvikling i hele HR-afdelingen. 

Vi forventer, at du:

  • har en relevant uddannelse og erfaring fra en lignende stilling 
  • har erfaring med rådgivning af chefer og ledere om HR-relaterede forhold 
  • evner at navigere i en politisk styret organisation (Det er en fordel, at du har erfaring med at rådgive om offentlige overenskomster, men ikke et krav) 
  • selvstændigt kan indtage rollen som tovholder for alle HR-processer i de ledelsesområder, du tilknyttes
  • evner at omsætte og oversætte HR-retningslinjer og vejledninger til beslutninger og praksis og formår at holde de HR-strategiske dagsordener for øje i din rådgivning af ledere 
  • kan kommunikere præcist, forståeligt og imødekommende på skrift og i tale 
  • har en stærk systemforståelse og håndterer driftsopgaver solidt gennem arbejdet med digitale HR-systemer og administrative processer
  • kan anvende og omsætte relevant ledelsesinformation i form af HR-data til at kvalificere din rådgivning og opgaveløsning 
  • arbejder struktureret med dine opgaver, og er i stand til at bevare overblikket selv i travle perioder 
  • er løsningsorienteret og pragmatisk i din tilgang til opgavevaretagelsen uden at gå på kompromis med kvaliteten 
  • trives i en rolle hvor både rådgivningsopgaver og HR-drift er en naturlig del af hverdagen
  • kan bidrage til et stærkt arbejdsfællesskab og sætter pris på videndeling med dine kollegaer 

 

Om os 

Stillingen er organisatorisk placeret i UCN HR med reference til chefen for afdelingen. UCN HR er én af 8 afdelinger, der er hjemhørende i UCN’s Fællesadministration. Afdelingen varetager løn- og personaleadministrative opgaver, HR-juridiske opgaver, HR-udviklingsopgaver, ledelses- og organisationsudvikling samt kompetenceudviklingsaktiviteter. 

I HR bliver du en del af et stærkt team af 13 ansatte bestående af HR-udviklingskonsulenter, HR-konsulenter, HR-medarbejdere og en personalejurist. Vi arbejder på alle niveauer i organisationen og supplerer HR-ydelserne med hver vores bidrag og fagligheder. 

 

Ansættelsesproces 

Ansøgningsfristen til stillingen er onsdag den 12. august 2026 kl. 23.59

Send os gerne en motiveret ansøgning sammen med dit CV og eksamensbevis. Når du har sendt din ansøgning, får du en bekræftelse på, at vi har modtaget den. 

Vi har nedsat et ansættelsesudvalg, der gennemfører ansættelsesprocessen. Ansættelsesudvalget indstiller en kandidat til HR-chefen som ansættende leder. Udvalget mødes torsdag den 13. august 2026, og hurtigst muligt herefter får du besked, hvis vi ønsker at invitere dig til samtale. 

Vi planlægger at gennemføre første samtalerunde tirsdag den 18. august. Der kan herefter blive tale om en anden samtalerunde tirsdag den 25. august, hvis vi vurderer, at vi har behov for denne. Vi indhenter undervejs i ansættelsesprocessen referencer. Dette gøres naturligvis kun efter forudgående aftale med dig. 

Den ønskede tiltrædelsesdato er 1. oktober eller hurtigst muligt. 

 

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen som HR-konsulent er en fast stilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. 

Dit hovedarbejdssted vil være Selma Lagerløfs Vej 2, 9220 Aalborg Ø. Vi tilbyder en fleksibel arbejdstid, hvor det også vil være muligt med hjemmearbejdsdage, når opgavernes karakter gør det hensigtsmæssigt og/eller effektivt. 

Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst. 

 

Yderligere information 

Du kan læse mere om UCN, vores uddannelser og samarbejdspartnere på UCN’s hjemmeside. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-chef, Anne Smed Villadsen på tlf. 72690326 eller anv@ucn.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt. 

 

 

UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel orientering til at søge stillingen.

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Professionshøjskolen UCN er Nordjyllands største praksisnære uddannelsesinstitution med seks adresser i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vi tilbyder over 30 videregående erhvervs- og professionsuddannelser inden for pædagogik/læring, sundhed, business og teknologi. Vi udvikler Nordjylland gennem uddannelser, livslang læring og praksisnær forskning – altid i tæt dialog med vores omverden. Vi er godt 900 medarbejdere. Sammen gør vi vores bedste for de over 9.500 studerende og 9.400 kursister, der har valgt os til.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Ansøgningsfrist: 12-08-2026
Tiltrædelsesdato: 01-10-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Anne Smed Villadsen HR-Chef 72690326 anv@ucn.dk
Lokation: Selma Lagerløfs Vej, 2, 9220, Aalborg, Denmark
Professionshøjskolen UCN
72 69 00 00
info@ucn.dk