UCN søger adjunkt/lektor til undervisning inden for cybersikkerhed
Vil du være med til at styrke et praksisnært og fagligt stærkt miljø inden for cybersikkerhed?
Vi søger en adjunkt/lektor, der kan bidrage til at udvikle og konsolidere vores fagmiljø inden for cybersikkerhed. Stillingen er forankret i et praksisnært uddannelsesmiljø, hvor høj faglighed, anvendelsesorientering og tæt kobling til erhvervslivet er centrale omdrejningspunkter.
I efteråret 2026 starter vi første semester på en bachelor uddannelse i cybersikkerhed, der har tre centrale fagområder, cybersikkerhedsgovernance, netværkssikkerhed og software- og datasikkerhed.
Du vil få en central rolle i at være med til at opbygge og udvikle uddannelsen, så den retter sig mod det nordjyske erhvervslivs behov. Du skal i hverdagen bidrage med at kvalificere studerende til at arbejde professionelt med IT-sikkerhed i organisationer, hvor både tekniske og styringsmæssige perspektiver er afgørende. Som en del af stillingen vil du skulle beskæftige dig med evidensbaserede udviklingsaktiviteter inden for dit fagområde. Udviklingsaktiviteterne kan ligge i spændet fra udvikling til forskning på internationalt niveau.
Hovedfagområder og faglig profil
Governance inden for cyber- og informationssikkerhed:
- Strategisk forankring af IT-sikkerhed i organisationer, herunder koblingen mellem sikkerhed, ledelse og forretningsmæssige mål, samt mennesket som sikkerhedsfaktor
- Risikostyring, herunder identifikation, vurdering og håndtering af sikkerhedsrisici, samt incident respons håndtering
- Compliance, herunder arbejde med standarder (fx ISO/IEC 27001) og regulering som NIS2-direktivet (EU 2022/2555), samt ”Key Risk Indicators”
- Erfaring med IT-drift
- Kendskab til IT-arkitektur
- Erfaring inden for arbejdet med strategi inden for IT området vil være at foretrække
Ansøgere med erfaring inden for netværkssikkerhed vil blive foretrukket, men er ikke en betingelse.
Om stillingen
Medarbejderen ansættes i afdelingen IT-uddannelserne og vil have primær tilknytning til Cybersikkerhedsuddannelsen. Afhængigt af den faglige profil vil der kunne indgå undervisning på tværs af afdelingens øvrige uddannelser.
Stillingen omfatter undervisning, vejledning samt udvikling af uddannelser og fagområder inden for cybersikkerhed.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant kandidatuddannelse – gerne suppleret med en ph.d.
- Har stærke faglige kompetencer inden for cybersikkerhed
- Har erfaring med eller forudsætninger for undervisning på videregående niveau
- Kan omsætte kompleks viden til anvendelsesorienteret undervisning
- Har indsigt i samspillet mellem teknologi, organisation og regulering
Erfaring med forsknings- og udviklingsaktiviteter er en fordel, og ansøgere med forskeruddannelse vil have mulighed for at bidrage til opbygning af et forsknings- og vidensmiljø.
Om os
Vi har 6 uddannelser i porteføljen, alle inden for IT-området. IT-Uddannelserne er kendetegnet ved et stærkt fagligt miljø med fokus på kvalitet i undervisningen og praksisnær anvendelse af viden. Vi arbejder systematisk med at udvikle og opdatere vores uddannelser i takt med den teknologiske udvikling og arbejdsmarkedets behov.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen som underviser er en fast stilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer med tiltrædelse den 1. oktober 2026 .
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten (AC).
Du vil som underviser på IT-uddannelserne blive ansat som adjunkt. Stillingen som adjunkt er en uddannelsesstilling, der er omfattet af Bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoler.
Som adjunkt skal du varetage opgaver indenfor undervisning, forskning og udvikling; opgaver som du introduceres til, når du deltager i UCN’s veletablerede adjunktforløb. Adjunktforløbet er tilrettelagt med henblik på at støtte dig i at udvikle kompetencer, viden og færdigheder til at varetage arbejdsopgaver som adjunkt på Professionshøjskolen UCN.
Foruden kurser og deltagelse i faglige ophold tilbydes der med adjunktforløbet kompetenceudvikling samt et stort netværk med andre adjunkter og forskere på tværs af UCN’s uddannelser og forskningsområder.
Adjunktforløbet har yderligere til formål at klæde dig på til at skrive en lektoranmodning, der som udgangspunkt skal afleveres i løbet af de første 3 ½ år af din ansættelse.
Med en positiv lektorbedømmelse overgår du automatisk til en fast lektorstilling på UCN. Læs mere om lektorbedømmelsen.
Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse i henhold til de fastsatte regler om lektorbedømmelse ved professionshøjskoler.
Vil du med på holdet?
Send din ansøgning senest søndag den 16. august 2026. Samtaler forventes afholdt mandag den 24.august 2026.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder på IT-uddannelserne Jens Christian Hansen Kløve på telefon 72691580 eller mail jck@ucn.dk.
UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel orientering til at søge stillingen.
___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Professionshøjskolen UCN er Nordjyllands største praksisnære uddannelsesinstitution med seks adresser i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vi tilbyder over 30 videregående erhvervs- og professionsuddannelser inden for pædagogik/læring, sundhed, business og teknologi. Vi udvikler Nordjylland gennem uddannelser, livslang læring og praksisnær forskning – altid i tæt dialog med vores omverden. Vi er godt 900 medarbejdere. Sammen gør vi vores bedste for de over 9.500 studerende og 9.400 kursister, der har valgt os til.