Uddannelsesleder til Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg i UCN
Helhedsorienteret ledelse i udvikling, drift, forskning og stærke faglige fællesskaber
Vil du være med til at lede og videreudvikle en sygeplejerskeuddannelse i rivende udvikling – præget af reform, strategiimplementering, forskningskapacitetsopbygning og nye ledelsesmæssige behov? Motiveres du af at skabe faglig kvalitet, tydelige rammer, bæredygtig drift og høj trivsel i et stærkt fagligt miljø og brænder du for uddannelsesområdet? Så er du måske vores nye uddannelsesleder ved Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg.
Om stillingen
Vi opretter en ny stilling som uddannelsesleder ved Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg som led i en strategisk udvidelse af den samlede ledelseskapacitet. Det betyder, at der fremover er to uddannelsesledere, der deler ledelsesopgaven i Aalborg. Stillingen skal bidrage til implementeringen af reformens intentioner, videreudviklingen af uddannelsens forskningsmiljø og sikringen af et bæredygtigt arbejdsmiljø for alle ansatte i uddannelsen.
Som uddannelsesleder får du et samlet og helhedsorienteret ledelsesansvar, der spænder over daglig drift, økonomisk og administrativ styring, personaleledelse samt faglig og strategisk udvikling. Du indgår i et tæt samarbejde og opgavefællesskab med den anden uddannelsesleder i Aalborg, med den uddannelsesleder, som har ansvar for sygeplejerskeuddannelsens udbud i Hjørring og Thisted og chefen for UCN Sundhed. Sammen skal I opbygge et stærkt og velfungerende ledelsesfællesskab, herunder etablere og videreudvikle en ledelses- og organisationsstruktur, der understøtter tydelig uddelegering, klare snitflader, fælles ansvar og høj trivsel for den samlede sygeplejerskeuddannelse.
På sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg er der et stærkt fagmiljø med 39 undervisere på adjunkt-, lektor- og docentniveau samt én AC-medarbejder. Du refererer til chef for UCN Sundhed.
Ledelse i et stærkt fagligt miljø
Vi søger en uddannelsesleder, der motiveres af at lede højt specialiserede medarbejdere, og som ser ledelse som en professionel praksis, hvor tillid, tydelighed, dialog og strategisk retning er afgørende. Du har lyst til at træde ind i en uddannelse i markant forandring og kan tage medansvar for at sætte retning i en kompleks reformkontekst, samtidig med at du er med til at sikre sammenhæng mellem ambitioner, ressourcer og den daglige praksis og opgaveløsning i uddannelsen.
Du arbejder bevidst med at understøtte medarbejdernes faglige dømmekraft og råderum og har blik for, hvordan klare rammer og gennemtænkt organisering skaber både kvalitet i uddannelsen og trivsel i arbejdslivet. Du trives i et kollegialt ledelsesfællesskab, hvor sparring, fælles beslutninger og gensidig støtte er en integreret del af ledelsesopgaven.
Sygeplejerskeuddannelsen og Fundamentals of Care
Siden uddannelsesreformen i 2016 har sygeplejerskeuddannelsen haft Fundamentals of Care (FoC) som et centralt fagligt udgangspunkt, der bruges gennem hele uddannelsen til at skabe sammenhæng i undervisning og læring.
FoC danner fundamentet for uddannelsens fokus på sygeplejefaglig kvalitet, helhedsorienteret pleje og relationelt samarbejde.
Der er etableret et forskningscenter for Fundamentals of Care, som arbejder målrettet med uddannelses- og professionsudvikling i tæt samspil med praksis. Som uddannelsesleder får du en central rolle i at styrke koblingen mellem uddannelse, forskning og professionel praksis.
Samarbejder – lokalt, nationalt og internationalt
Uddannelsen har et velfungerende og formaliseret samarbejde med region og kommuner, som udgør et vigtigt fundament for uddannelsens kvalitet og praksisnærhed. Derudover indgår sygeplejerskeuddannelsen i både nationale og internationale samarbejder, der bidrager til videndeling, kvalitetsudvikling, internationalisering og faglig perspektivering.
På campus i Aalborg er flere af UCN Sundheds uddannelser fysisk placeret tæt på hinanden, hvilket skaber gode rammer for tværprofessionelt samarbejde og fælles faglig udvikling. Uddannelseslederne for de sundhedsfaglige uddannelser indgår i en samlet sundhedsfaglig ledergruppe, der arbejder med fælles strategisk retning og tværgående sammenhæng.
Dine opgaver som uddannelsesleder
Som uddannelsesleder får du ansvar for både den daglige drift og ledelse samt den langsigtede udvikling af uddannelsen. Du varetager, sammen med din lederkollega i Aalborg, personaleledelse for undervisere og AC-medarbejder, og sammen skal I sikre tydelige forventninger, systematisk opfølgning, kompetenceudvikling og rammer for trivsel og arbejdsglæde.
Du har ansvar for at sikre en stabil og sammenhængende drift, herunder prioritering af ressourcer og bidrag til økonomisk og administrativ styring i samarbejde med chef, lederkolleger og administration. Samtidig leder I som samlet ledelsesteam implementeringen af uddannelsesreformen med fokus på praksisnærhed, det patient- og borgernære, teknologiforståelse og tværprofessionelt samarbejde.
Du spiller en central rolle i udviklingen af uddannelsens faglige kvalitet og i den konsekvente anvendelse af Fundamentals of Care. Derudover indgår du i samarbejde med Forskningscenter FoC om kapacitetsopbygning og sikring af, at forsknings- og udviklingsaktiviteter bidrager aktivt til uddannelsens pædagogiske og didaktiske udvikling.
Som del af ledergruppen bidrager du til den fortsatte udvikling af ledelses- og organisationsstrukturen og deltager aktivt i interne og eksterne samarbejdsfora.
Dine kompetencer
Vi forestiller os, at du har en sundhedsfaglig baggrund – gerne som sygeplejerske – og en videreuddannelse på mindst kandidat- eller masterniveau. Du har erfaring med eller tydelige ambitioner for personaleledelse og organisationsudvikling og en solid forståelse for professionsuddannelser og reformarbejde.
Du arbejder strategisk og struktureret, formår at omsætte politiske og organisatoriske krav til meningsfuld praksis og formår at balancere et strategisk overblik med nærværende og tillidsbaseret ledelse. Du kommunikerer klart og formår at skabe følgeskab i et komplekst, selvstændigt og fagligt stærkt miljø.
Du formår at sikre, at opgaveløsningen i sygeplejerskeuddannelsen er i tråd med de studerendes, organisationens og samfundets behov og evner at skabe og indgå i forpligtende samarbejdsrum, når opgaverne kræver en helhedsorienteret og fælles indsats.
Endelig forestiller vi os, at du har stærke netværkskompetencer, der muliggør en solid kobling til samarbejdspartnere, meduddannere og aftagere med henblik på, at vi i sygeplejerskeuddannelsen kan bidrage til reel samfundsmæssig værdiskabelse.
Ansættelsesproces
UCN har nedsat et ansættelsesudvalg, der gennemfører ansættelsesprocessen og foretager indstilling af den udvalgte kandidat til chef for UCN Sundhed, Iben Bøgh Bahnsen.
Ansættelsesudvalget mødes den 8. juni 2026, og hurtigst muligt herefter vil du modtage besked om, hvorvidt vi gerne vil invitere dig til første samtalerunde.
Vi gennemfører forventeligt i alt to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes den 10. juni 2026 og anden samtalerunde den 24. juni 2026.
Mellem de to samtalerunder gennemføres et testforløb. Du skal derfor afsætte tid til at udfylde testen og modtage tilbagemelding på din test mellem 1. og 2. samtale.
Vi vil i samme periode indhente referencer for at validere oplysninger og vurderinger. Indhentning sker altid kun efter forudgående aftale med dig.
Umiddelbart efter 2. samtalerunde indstilles en endelig kandidat til stillingen.
Den ønskede tiltrædelsesdato er 1. august 2026.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid.
Ansættelsen sker i henhold til cirkulære om aftale om ansættelse af chefer ved institutioner indenfor undervisning, uddannelse og forskning på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
Lønnen aftales i henhold til UCN’s cheflønspolitik.
Stillingen er indplaceret i lønramme 36.
Yderligere information
UCN har en informativ hjemmeside, hvor du kan læse om organisationen og se vores uddannelser og samarbejdspartnere. Vi forventer, at du som kandidat har orienteret dig på hjemmesiden.
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte Iben Bøgh Bahnsen på tlf. 72691051. Alle henvendelser behandles med fortrolighed.
UCN ønsker, at vores medarbejderstab afspejler diversiteten i det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, etnicitet, religiøsitet, handicap og seksuel orientering til at søge stillingen.
____________________________________________________________________________________________________________________________________________
Professionshøjskolen UCN er Nordjyllands største praksisnære uddannelsesinstitution med seks adresser i Aalborg, Hjørring og Thisted. Vi tilbyder over 30 videregående erhvervs- og professionsuddannelser inden for pædagogik/læring, sundhed, business og teknologi. Vi udvikler Nordjylland gennem uddannelser, livslang læring og praksisnær forskning – altid i tæt dialog med vores omverden. Vi er godt 900 medarbejdere. Sammen gør vi vores bedste for de over 9.500 studerende og 9.400 kursister, der har valgt os til.